5. oktober: René Rasmussen

Næste arrangement er d. 5. oktober, kl. 19.00

BEMÆRK ny adresse, Hyltebjerggaard, Linde Allé 33, 2720 Vanløse.

 

Dagens gæst er museumsinspektør René Rasmussen, der underholder om flg.:

”Frontliv, faneflugt og fangelejr. Sønderjyder i Den store Krig 1914-1918.”

Ved 1. Verdenskrigs udbrud i 1914 var Sønderjylland en provins i Det Tyske Kejserrige. Derfor blev mænd fra hele landsdelen indkaldt til tysk krigstjeneste. I alt ca. 35.000 sønderjyske mænd deltog som soldater i Den Store Krig. Ca. 6.000 faldt, ca. 2.500 deserterede, og ca. 4.000 blev taget til fange. I foredraget vil René Rasmussen fortælle om krigsudbruddet og soldatertilværelsen i skyttegravene, om deserteringer og flugten over den danske grænse – og om de særlige krigsfangelejre, som de allierede indrettede til de dansksindede sønderjyder.

 

Lidt om Réne:

René Rasmussen (f. 1966) er museumsinspektør på Museum Sønderjylland – Sønderborg Slot. Han har skrevet talrige bøger om Sønderjyllands historie, var vært for TVSYD’s historiske udsendelserække ”100 år i Syd- og Sønderjyllands historie” og er en flittigt benyttet foredragsholder, der er kendt for at krydre sine foredrag med gode historier. Han er opvokset på Sønderborg-kanten og bor i dag i Tønder.