Gwyn Nissen, redaktør på Der Nordschleswiger var på besøg. Det var spændende at høre noget fra det tyske mindretal. Ikke så tit vi hører om dem.
Gwyn fortalte om sin barndom i Aabenraa, senere til Løjt, så i lære på Der Nordschleswiger. Derefter soldat i flyvevåbnet og så ud i den store avisverden, hvor det blev til 21 år hos Jyske Vestkysten.
Da stillingen for ca. 4 år siden blev ledig på Der Nordschleswiger, slog han til, og prøver nu at få avisen til at overleve. Da den kun udkommer i 2500 eksemplarer og har 35 ansatte, kan det kun give underskud. Det dækkes af forskellige, danske og tyske, så efterhånden satser man på en elektronisk udgave.
Da avisen er så lille, har de et samarbejde med andre aviser, bl.a. Jyske Vestkysten, så de kan udveksle artikler.
Spørgelysten var stor blandt de fremmødte, og han måtte besvare mange spørgsmål. Hvorfor er aviser meget dyrere i Danmark end i Tyskland? Udkommer den kun på tysk? Hvordan går det med de tyske skoler? Idrætten?
Gwyn er en god fortæller og sluttede af med at sige, at han snart flyttede til Rønshoved, hvor der stod en flagstang på grunden. Men som han sagde. Jeg kan jo lade være med at bruge den.
En spændende aften, hvor det var dejligt, at der blev fortalt på vort modersmål.