I Den Store Krig, senere kendt som 1. Verdenskrig, deltog sønderjyder på tysk side, idet Sønderjylland var kommet under tysk herredømme efter 1864. René Rasmussens foredrag handlede om disse sønderjyske mænd, der blev indkaldt til en krig, de ikke følte, var deres.
Viden om deres færden stammer dels fra militære arkiver, men også i høj grad fra soldaternes egne breve, samt interviews der er lavet med soldater, der var med i krigen, og som senere var villige til at fortælle om deres oplevelser.
De fleste sønderjyder blev sendt til vestfronten, som var en forfærdelig stillingskrig, hvor fronten ikke flyttede sig meget under hele krigen, og hvor mange mennesker blev dræbt for meget lidt.
De sønderjyder, samt andre fra grænseområder som f. eks. soldater fra Alsace-Lorraine, som kom i krigsfangenskab fik ofte positiv særbehandling, idet franskmænd og englændere havde forståelse for, at de ikke kæmpede deres egen sag.
En del sønderjyder benyttede sig af lejligheden til at flygte ind i Danmark, når de f. eks. var på orlov. Grænsen var bevogtet, og det var ikke helt uden risiko at komme over. Lokalbefolkningen, både på den sønderjyske side og den danske side, hjalp ofte til.
Mere end 60 ambassadører var mødt op og blev ikke skuffede. René fortalte med stor indlevelse om vore forfædres genvordigheder under fremmed herredømme.