Endnu en herlig julefrokost

95 forventningsfulde synnejyder, inklusive påhæng, der ikke alle kom fra landsdelen, var mødt op til den traditionsrige grønlangkålsspisning på Sportscafeen i Bagsværd.  

Efter velkomsten og afsyngning af “Sønderjyden har underlige vaner”, blev der spist solæg i lange baner. Så skulle vi have lidt revy med Kloj Kukkemand og Kalle Pet´sen fra Dynt. Alletiders underholdning. Vi havde i år fået nyt personale til at lave kålen, da de tidligere var kommet op i alderen og ikke havde kræfter til at røre i gryderne. De fik under stort bifald overrakt en buket blomster som tak for hjælpen. Så skulle de nye grønkålsmageres produkt testes, og efter lyder at høre lod den til at falde godt til. Stor tak til Susanne Wråmann og hjælpere.

Så kom Kalle Pet´sen igen på banen, denne gang alene med sit julesjov. Der blev sunget, så det kunne hører vidt omkring, og vi sluttede af med “Vi er synnejye”, så Freddy Mercury ikke kunne have gjort det meget bedre.

Inden bankospillet skulle vi have kaffe og stor tak skal lyde til de, som havde bagt småkager.

Bankospillet blev vanen tro bestyret af Gorm, og Arne løb rundt med de mange præmier, der var sponseret. Tak til Alex for husly og venlig betjening.

En festlig dag i Bagsværd, og vi takker de mange sponsorer, nævnt i vilkårlig rækkefølge:

HKH Prins Joachim

Sydbank

Æ Synnejysk Forening

Benniksgaard Hotel

Sportscafeen

Aller Press

Historisk Samfund for Sønderjylland

Sønderjysk Almanak

Viggo Post

Metha Holm, fodklinik i Værløse

Sønderjydsk Kål

Højer Pølser

Bryggeriet Fuglsang

Æ Rummelpot

Agerskov Kro