Det blev en meget åben og ærlig samtale mellem Gorm og HKH Prins Joachim, da de to holdt samtalesalon med ambassadørerne den 9. november 2017.
Næsten 90 ambassadører var mødt op til foredraget med Prins Joachim, der mere var en samtalesalon mellem prinsen og en veloplagt Gorm. I løbet af det to timer lange arrangement talte de to om tiden på Schackenborg, afskeden med slottet og landmandslivet og børneopdragelse fra prinsens barndom til i dag.
Schackenborg
At forlade Schackenborg var en længe overvejet beslutning for Prins Joachim. Han overtog slottet med en ikke ubetydelig gæld, og slottet var forfaldent og skulle restaureres for store beløb. Efter restaureringen lykkedes det aldrig prinsen at drive Schackenborg på en måde, hvor gælden kunne betales af. End ikke på et godt landbrugsår blev gælden mindre.
Det var et personligt nederlag, at det ikke lykkedes at få vendt tendensen, fortalte prinsen ved foredraget. Han ærgrer sig stadig over, at det ikke lykkedes, dog er det ikke noget, han ligger søvnløs over længere.
Familien kan stadig komme og bruge huset og nyde det, når de vil. Det har fonden, der overtog Schackenborg, sørget for. Familien har mange vores minder derfra, og dem nyder de, når de er der.
Børneopdragelse
Gorm og prinsen fik også en samtale om børneopdragelse. Både prinsens egen og den, han nu giver videre til sine børn. Han lærer børnene god opførsel, og han lærer dem hvilken historie, de er en del af. Dog er det meget vigtigt for prinsen, at børnene ikke vokser op med deres ophav som en byrde. De lever et meget almindeligt liv, og prinsen smører selv madpakkerne, når de skal i skole.
CARE
I anden del af aftenen talte Gorm og Prins Joachim om deres fælles engagement i den humanitære hjælpeorganisation CARE Danmark – verdens næststørste nødhjælpsorganisation. CARE bygger på princippet om at give manden en fiskestang og lære ham at fiske i stedet for at give ham en fisk. Yderligere fortalte de to om mange af de projekter, de har deltaget i og besøgt, blandt andet i Ghana og Nepal.
Læs mere om CARE på www.care.dk