Kristian Bonde Jørgensen: Hvad skabte krigen i 1864?

1864 er et årstal, der indebærer begivenheder i Danmarks historie, som alle kender noget til. Alle, høj som lav, har et forhold til dette år og den krig, der har formet den moderne danske stat. Men hvad skete der egentlig i 1864? Hvorfor startede denne hovedløse krig, hvor bare 19 soldater i skanse 3 på Dybbøl Banke stod over for en preussisk overmagt på 2.400? Det fortalte historiefortæller Kristian Bonde Jørgensen om på en særdeles velbesøgt aften i Synnejysk Ambassade.

1864 er en af de mest genkendelige konflikter i danmarkshistorien, men også en af de mest komplicerede. I år er det 150 år siden, vi tabte slaget ved Dybbøl Banke og siden måtte afstå Slesvig, Holsten og Lauenborg til preusserne. Men det er også 200 år siden, vi måtte afstå Kongeriget Norge, 100 år siden 1. Verdenskrig begyndte, og 75 år siden 2. Verdenskrig startede. Alligevel er det 1864, vi alle sammen taler om. Hvorfor?

Selve krigen er ikke det vigtigste – det er optakten. Kongeriget så meget anderledes ud dengang. Danmark som stat gik dengang kun til Vamdrup. Slesvig var regeret fra Danmark, men fungerede som et selvstændigt hertugdømme. Det samme gjorde Holsten. Lauenborg var til gengæld et grevskab, der ingen rolle spiller for hverken vores nationalitet eller vores historie.  Lauenborg kom under dansk herredømme ved en tilfældighed efter Napoleonskrigene, fortæller Kristian Bonde Jørgensen.

Kongeriget Danmark var altså en samling af en stat, to hertugdømmer og et grevskab. Det eneste, der bandt Kongeriget sammen, var kongen selv.

Hvor startede konflikten?

I 1848 ville nationalliberale kræfter i København skabe et Danmark, der var fælles om ét: at tale dansk. Den såkaldte Nationalstat Danmark, der skulle gå til Ejderen syd for Slesvig. Her opstod altså de første tanker om at udskille hertugdømmet Holsten fra Danmark for til gengæld at indlemme Slesvig i den danske stat. I marts 1848 dannede kong Frederik 7. efter pres fra den danske befolkning det såkaldte martsministeriet under ledelse af A.W. Moltke, med det formål at lave en demokratisk grundlov for Danmark, der manifesterede disse intentioner.

Som hertugdømmer var Slesvig og Holsten ikke interesserede i denne forfatning, og gjorde således oprør mod den danske regering og deres nationalliberale drømme, forklarer Kristian Bonde Jørgensen. Slesvig og Holsten var efter en 400 år gammel aftale udelelige, og hertil kom også, at holstenerne og store dele af Slesvig ikke var dansktalende, men tysktalende. Efter et holstensk oprør mod den nye grundlov startede således Treårskrigen, også kendt som 1. Slesvigske Krig.

 Læs mere om 1. Slesvigske Krig her: http://da.wikipedia.org/wiki/Tre%C3%A5rskrigen

 Efter tre års bølgen frem og tilbage stod den danske hær sejrrig tilbage efter Slaget på Isted Hede den 25. juli 1850. Knap to år senere, den 8. maj 1852, underskrev stormagterne England, Rusland, Frankrig, Østrig og Preussen London-protokollen, der fastholdt status quo. Det danske overherredømme over Slesvig og Holsten blev fortsat garanteret. Men hertugdømmerne måtte hverken sluttes sammen med Danmark eller med hinanden. Man løste således ikke det problem, der i første omgang havde startet krigen. Man slog blot oprøret ned, forklarer den unge historiefortæller

I 1855 tvang Danmark slesvigerne til at tale dansk i det offentlige rum. Intentionen var at skabe et dansktalende Slesvig, så man kunne realisere tanken om helstaten. Det gav imidlertid en kontrareaktion, hvor grænsen mellem de dansk- og tysktalende rykkede mod nord, og ikke mod syd som forventet. Heller ikke dette kunne altså løse de nationalliberales slesvigske problemer.

I november 1863 vedtog den danske rigsdag novemberforfatningen kort før Frederik d. 7.’s død samme måned. Forfatningen erstattede den hidtidige helstatsforfatning, idet den drejede sig om fællesanliggender for Danmark og Slesvig, men ikke Holsten. Slesvig skulle have sin egen slesvigske landdag og Danmark fortsat sin egen rigsdag. Hermed ville det være muligt at regere uden om de holstenske repræsentanter i rigsrådet, der var årsagen til, at den danske regering var delvis lammet. Dette løste umiddelbart det forfatningsmæssige problem, men samtidig brød Danmark reglerne i London-protokollen fra 1852. Ifølge den måtte Danmark nemlig ikke knytte Slesvig nærmere til kongeriget end Holsten.

Krigens begyndelse

Den 14. januar 1864 erklærede Preussen og Østrig, at de ikke længere følte sig forpligtet af forbundsdagens beslutninger vedrørende Slesvig, og en fælles hærstyrke på 61.000 mand blev samlet syd for Ejderen. Den 16. januar stillede Preussen og Østrig Danmark et ultimatum om, at novemberforfatningen skulle ophæves og danske tropper rømme Slesvig inden for 48 timer. Man nægtede, og krigen brød ud med sin første front ved Dannevirke – Thyras Vold. Hermed er 2. Slesvigske Krig begyndt, og denne gang går det mindre godt for de danske styrker.

Den danske hær var ved krigsudbruddet opmarcheret ved forsvarsværket Dannevirke, som lå i det sydlige Slesvig. I danskernes bevidsthed var det sagnomspundne forsvarsværk en uigennemtrængelig mur, men i realiteten var Dannevirke en dårligt vedligeholdt og vanskelig forsvarsstilling. Allerede få dage efter krigens udbrud var stillingen i fare for at blive omgået, og den danske øverstkommanderende general de Meza besluttede den 5. februar at rømme stillingen og trække de danske tropper tilbage til flankestillingerne ved Dybbøl og Fredericia. Tilbagetrækningen var militært set fornuftig, men rømningen blev set som et forræderi i offentligheden, og den danske regeringsleder D.G. Monrad afskedigede senere de Meza på grund af tilbagetrækningen.

Fra Dannevirke trak størstedelen af den danske hær sig til skanserne ved Dybbøl. Anlægget havde en strategisk væsentlig betydning, da en dansk hær ved Dybbøl kunne afskære vejen for de fjendtlige tropper nordligere i Jylland. De ti skanser lå højt og dannede på den måde et naturligt forsvar for brohovedet til Sønderborg. Samtidig kunne den danske flåde afskære angreb fra søsiden. Da de danske tropper ankom, var skanserne imidlertid på ingen måder kampklare. De første danske tropper ankom den 7. februar, og februar måned brugte tropperne på at klargøre skanserne.

Kulminationen på krigen

Da de preussiske tropper begyndte at røre på sig i marts, udgjorde stillingen fortsat en væsentlig hindring. Preusserne gravede brede skyttegrave parallelt med skanselinjen – den første langt tilbage, de næste gradvist tættere og tættere på skanserne, så de til sidst kun var 300 meter fra stillingen. 15. marts opstilledes desuden riflede bagladekanoner på Broager Land, som kunne ramme de sydlige skanser i Dybbøl-stillingen rimelig præcist. Dansk artilleris begrænsede rækkevidde betød, at man fra dansk side var ude af stand til at forhindre dette. Belejringen og det natlige arbejde med at udbedre skaderne på skanserne betød, at flere danske soldater var stærkt nervesvækkede, da granaterne fra slutningen af marts og frem til d. 18. april regnede ned over skanserne. Der var ikke længere tid til at foretage udbedringer, og det stod klart for generalstaben, at stillingen ikke kunne holdes.  Monrad  afviste imidlertid en anmodning om tilbagetrækning, også da den fik tilslutning fra krigsministeren Lundbye. Monrad var af den opfattelse, at Danmark ved de kommende fredsforhandlinger i London ville stå stærkere, hvis man havde vist mod på slagmarken.

Kl. 4 om morgenen den 18. april indledte preusserne et stærkt intensivt bombardement, der varede seks timer. Kl. 10 var de seks sydligste skanser kun jordbunker, og kun enkelte observatører var i skanserne. Resten af tropperne var gået i dækning længere bagude. Det efterfølgende preussiske angreb udløste således et kapløb mod skanserne. Den skanse, der var længst om at falde, holdt i 13 minutter. Efter stormløbet startede evakueringen af de danske tropper til Als, og kl. 14 var slaget forbi. På det tidspunkt havde Danmark tabt 4.700 mand, heraf 1.700 døde, resten fanger. Preussen omkring 1.200 døde. Ingen fanger.

 Læs mere om 2. Slesvigske Krig: http://da.wikipedia.org/wiki/2._Slesvigske_Krig

Om foredragsholder Kristian Bonde Jørgensen

Kristian er født og opvokset på Als, nærmere betegnet Augustenborg. Fra barns ben er han dog altid blevet kaldt Kesse.

Kesse har arbejdet med museumsformidling siden foråret 2006, da han startede på Historiecenter Dybbøl Banke som historiefortæller. I 2012 fik han også arbejde på Statens Forsvarshistoriske Museum (Tøjhusmuseet), ligesom han i dag fortæller om arbejderbevægelsens historie på Arbejdermuseet.

Historiker er Kesse imidlertid ikke – endnu. Han er i gang med kandidatuddannelsen på Historie på Københavns Universitet.

1864 har været et tema for ham i mange år. Fortællestilen på Historiecenter Dybbøl Banke har han taget til sig – det, man på moderne dansk kalder reenactment, dvs. levende historiefortælling med autentiske uniformer, skuespil, som var det gamle dage, kanon- og geværskud etc.