Foredrag ved forfatter og journalist Anna Elisabeth Jessen

Mandag, den 27. september 2021 har ambassaden fornøjelsen at få besøg af forfatter Anna Elisabeth Jessen, der lige nu er bogaktuel med romanen “Om hundrede år”. En sønderjysk familiekrønike, en danmarkshistorie, landbrugshistorie og kvindehistorie fortalt fra skiftende perspektiver i hundrede korte nedslag fra 1914 – 2014, et for hvert år.

Anna Elisabeth Jessen stammer oprindeligt fra Haderslev, er journalist- og manuskriptuddannet og har lavet radio, tv og dokumentarfilm siden 1984. Anna Elisabeth har derudover vundet flere internationale priser for radiomontagerne “Hvorfor ringede hun ikke igen?”, “Efter festen” og “Doktor Tramsens rapport”.

I 2008 udkom hendes bog Kraniet fra Katyn på baggrund af radiomontagen og dokumentarfilmen af samme navn. Om hundrede år er hendes debut som skønlitterær forfatter. I marts 2021 udkom hendes anden roman HUSET på Gyldendal.

Invitationerne er sendt ud til alle medlemmer.